Om Tobber

Hej jeg hedder Tobias –
min mor kalder mig Tobber.

Jeg oplever verden som et lidt farligere sted end de fleste andre; jeg har nemlig post traumatisk stresssyndrom, også kaldet PTSD.

PTSD behøver man ikke være i krig for at få, og man behøver for den sags skyld heller ikke få PTSD fordi man er i krig.

Som mennesker er vores hjerner så forskellige fra hinanden som vores kroppe, hvorfor vi påvirkes forskelligt af hændelser og omstændigheder.

I 2011 var jeg blot 18 år.
Mennesker og mine omgivelser havde jeg tillid til ville mig det bedste, til trods for at man jo altid møder en idiot eller to.

Tre Voksne Mænd

En diskussion under en bytur i Grindsted var alt hvad der skulle til.

Her besluttede tre mænd, i midten af tyverne at jeg var værd at slå på, trampe på, kvæle, true, frihedsberøve og forsøge at voldtage.

Mændene var nogle jeg kendte – Tidligere venner af familie og familie til venner, hvorfor tillidsbruddet kun var dét større.
Et tiltalefrafald fra politiets side gjorde det ikke nemmere – var jeg virkelig så forkert?

Mit hjerte var knust; verden var pludseligt et farligt sted, mennesker utilregnelige og enhver modstridende meningstilkendegivelse en potentiel grund til vold.

Da jeg kom hjem fra skadestuen græd og sov jeg som det eneste i dagevis.
Der gik uger før jeg kunne forlade mine forældres hus og da jeg endelig gjorde var jeg konstant bange.
Jeg var ikke længere den samme.

Det Negative

Følelsen af konstant at være beredt på et angreb slider på kroppen og sindet.
Jeg kunne ikke sove, var konstant vred og aggressiv, jeg blev apatisk og flygtede ind i overtræning og selvmedicinering.

Over tid blev jeg mere og mere deprimeret, konstante tanker om og billeder af vold fyldte mit hovede dag ind og dag ud.
Alle mennesker ville enten slå eller svigte mig, alle biler køre mig over.

Jeg begyndte at få få halluscinationer om at jeg gjorde skade på min familie:
Det ene øjeblik skar jeg tomater, det næste stak jeg min far ned og så skar jeg pludseligt tomater igen.
Jeg blev bange for mig selv og for hvad jeg var, hvad jeg ville gøre mod min familie, så jeg isolerede mig mere og mere og tog afstand.

Jeg hadede min krop og mig selv, så selvmordstanker var en daglig vane.

Som musiker blev det sværere og sværere at performe og det konstante stressniveau knækkede mig til sidst i 2015, hvor jeg oplevede panikangst for første gang.
Når jeg ikke var derhjemme troede jeg at jeg skulle dø, så jeg måtte droppe ud af studiet.

Det Positive

Umiddelbart efter at jeg blev overfaldet begyndte jeg at gå meget op i træning; Træningen beroligede mig og følelsen af at blive stor og stærk gjorde mig mere tryg.

Jeg begyndte at spise sundere og kom i form, med både løb og grøntsager.

I 2014 fik jeg en skulderskade under træning – Stor og stærk kunne jeg ikke længere blive på samme måde som jeg havde tænkt.

Jeg gik i panik, men skæbnen ville at jeg på grund af dette fandt en ny passion: kampsport.

Kampsport

Jeg begyndte at træne selvforsvar i form af gadeanvendelig Ninjutsu.
Jeg havde tidligere erfaringer med kickboxing og almindelig boksning, men aldrig noget der kunne holde ved i længere tid.

Ninjutsu inspirede mig til at blive interesseret i både væbnet og ubevæbnet kamp og jeg startede til boksning igen.
Denne gang holdt det ved.

Jeg trænede kampsport og selvforsvar 3-5 timer om dagen, alt sammen drevet af viljen om at jeg ALDRIG mere skulle være et offer.
En hård, men effektiv mentalitet at drives af!
Langsomt men sikkert blev jeg mere og mere sikker i mig selv og jeg begyndte at undervise i selvforsvar.

Jeg Fik Det Bedre

Ingen kompleks problemstilling har en simpel løsning og for at nå dertil hvor jeg er idag, har krævet både:
Psykoterapi, samtaleterapi, kampsport, yoga, qigong, kostændringer, hypnose, healing, meditation, motion, flytning, bøger, selvhjælpsguruer, coaches, magiske sten, spiritualitet, Fung Shui, CBD-Olie og sågar bøn.

Siden jeg stoppede på ADHD-medicinen Ritalin i 2013 har jeg nægtet at lade medicin skulle være en del af min behandling for PTSD og angst; jeg er overbevist om at vi selv kan gøre os sunde, glade og lykkelige – vi skal bare vide hvordan!

Lykkeli’ Uden Kemi

Siden min turbulente rejse med PTSD, angst og depression startede i 2011, føler jeg nu at jeg har vundet mere på det end jeg har tabt.

Jeg er blevet overbevist om at vi kan blive lykkelige uden piller, hvis blot vi lytter til vores krop og dens behov, og tager tingene ét skridt ad gangen.

Jeg er langt fra perfekt eller for den sags skyld fuldstændig fri for gener eller ubehag fra PTSD, men jeg får det bedre hver evig eneste dag.
Jeg er på ingen måde det samme menneske som jeg var for blot få år siden.

Hvad Jeg Vil Dele

At have fået det bedre ser jeg som en velsignelse af dimensioner og jeg har siden ikke kunnet lade være med at dele ud af mine erfaringer til andre.

Vi har kun de begrænsninger vi sætter for os selv og vi vælger selv hvem vi er!

Jeg har med hjælp trukket mig selv ud af offerrollen og jeg håber at mine værktøjer, rutiner, metoder, tanker og erfaringer kan hjælpe andre mennesker med at gribe dagen og fylde den med det, der betyder noget for dem.

Jeg håber at jeg kan inspirere andre til at følge deres passion og modigt gå ud i livet, med tillid og kærlighed til andre.

Bliv hvem du vil være og stå ved det du tror på!

Lidt Facts Om Mig

  • Træner og underviser i selvforsvar og kampsport.
  • Uddannet sikkerhedsvagt og dørmand.
  • Selvstændig musiker og musikunderviser.
  • Læser til Par-, Psykoterapeut & Sexolog.
  • Nørdet med yoga, træning og bevægelse.
  • Passioneret omkring mennesker, psykologi og personlig udvikling.
  • Glad for sund og lækker mad.
  • Stræber efter at afholde foredrag og kurser.
  • Drømmer om at skrive en bog og rejse verden rundt.

1 thought on “Om Tobber”

Comments are closed.