Modig & Sårbar – Få Livet Du Ønsker Dig

Boksning, Modig, Mod, Sandsæk, Træning
Vis mod, vær sårbar, vær modig!
Læs mit sidste indlæg – Traumer I Hverdagen

Når du tænker på en modig mand eller en modig kvinde, hvad ser du så?

Hvad er mod for dig og hvad betyder det at være ‘modig’ egentlig?

Hvornår har du brug for at være modig og hvad gør mod for dig?

Nederst på siden finder du en guide til motivation!

Hvad Er Mod?

Når vi taler om mod ser de fleste nok for sig skikkelser som Napoleon Bonaparte hvor kanonkuglerne flyver om ørerne, uden at han fortrækker en mine eller Rosa Parks, der lader sig arrestere frem for at sætte sig bagerst i bussen.

Ordet mod bliver ofte siddestillet med at være dumdristig, men i sin originale betydning er modig meget mere sårbart og ærligt.

Vi bombarderes med actionfilm hvori en udtryksløs hævner pløkker eller hugger sig igennem hundredevis af banditter eller skurke, uden at vise os andre følelser end vrede og foragt for disse.

Ordet modig har en konnotation og betydning af vrede, men det betyder også oprørt og stærkt bevæget.

Så når Matt Damon i Good Will Hunting græder sine øjne ud, fordi det ‘ikke er hans skyld’, så udviser han også mod.

Han er modig fordi han erkender, accepterer og lever det han mærker, til trods for den blottelse og den risiko for misbilligelse eller ubehag det kunne medføre.

Hvis vi i vores liv skal bruge og lære noget om mod, er vi nødt til at forstå det som noget meget mere sårbart, men også noget meget stærkere.

Tør Du Være Modig?

Vi har som individer rigtig mange idéer om hvad, hvem og hvordan vi er, men hvem har egentlig bestemt svaret på disse spørgsmål for os?

Har vi selv valgt den kasse vi er endt i eller lever vi i rammerne af andres begrænsninger, som de så projicerer over på os?

Hvis du helt selv kunne vælge, ville du så helst være noget du selv har valgt eller noget som nogle andre har valgt for dig eller fået dig til at vælge?

Tag lige et øjeblik og tænk over:

Hvem vil jeg gerne være?

Hvad end der dukker op, så skal du vide at du allerede er den person du ser;
Du er allerede den bedste udgave af dig selv!
Det eneste, der adskiller dig fra den du ser i dine tanker er handling.

Handlinger, der ligger udenfor din comfortzone er hvor du har mulighed for vækst, men det vil typisk kræve at du konfronterer en eller anden form for frygt eller frygt for sårbarhed, altså er modig eller udviser mod.

Vid Hvorfor Du Skal Være Modig

Hvis du ved hvor du vil hen eller hvad du vil og går fuldstændig uanfægtet efter dette mål, med viljen om at håndtere alt der dukker op på vejen, så er der ikke noget der kan stoppe dig.

Det klareste eksempel jeg har på dette er da jeg mødte min forlovede første gang.

Første gang jeg så hende og hun smilte til mig var det sket.
Noget i mig var ændret og ville aldrig komme tilbage.
Jeg kunne ikke slippe hende igen; det hun fik mig til at føle var noget ganske særligt som jeg måtte forfølge!

Jeg brugte efterfølgende månedsvis på at arbejde mig selv op af det sorte hul jeg var i på daværende tidspunkt.
Jeg kunne ikke være et selvdestruktivt og ukærligt menneske hvis jeg skulle elskes af én, der var god.

Jeg arbejdede i tre måneder intensivt med at føle ting og åbne mig op.
Jeg ledte aktivt efter film og musik, der fik mig til at blive rørt.
Jeg ville i kontakt med min følsomme og bløde side, for jeg vidste at det var den hun så lige fra starten af.

Hun faldt ikke for masken af smarthed, selvtillid, falsk styrke og apati.
Hun så ikke det jeg prøvede at skabe – hun så det der var istedet.

Jeg proklamerede efter vores første date, for hele min familie, at hun ville være deltagende til næste sommers familie-komsammen og jeg var faktisk ikke i tvivl på noget tidspunkt.
De grinede af mig!

Her var noget, der var så vigtigt for mig at jeg var villig til at udfordre alle mine værste frygter hovedet først; at fejle var ikke en mulighed.
Jeg måtte være modig!

Hvem ler nu?

Et Nyt, Modigt Menneske

I processen af at nå mit mål (der i dette tilfælde var kærligheden) måtte jeg gøre nogle ting jeg aldrig havde gjort før.

Jeg begyndte at arbejde med at blotte mig bevidst og jeg begyndte at vise ægte følelser.

Tingene (eller virkeligheden om man vil) fungerer så smart, at når vi gør nye ting så sker der nye ting.

Ser jeg et år tilbage så kan jeg ikke genkende mig selv.
Jeg kan ane en rest af det menneske i mig selv endnu, men hvad var den tid også værd hvis jeg ikke havde erfaringen med derfra?

Sådan Er Du Modig

Du må turde betræde sider af dig selv du aldrig før har gået på (så at sige), hvis du ønsker at være noget andet end det du er.

Er du deprimeret, træt , søgende efter kærligheden eller ude af stand til at finde dit drømmejob?

Vil du i form, lære at danse eller føler du dig følelsesmæssigt begrænset?

Så kig ind ad og mærk de ting.
Vær modig og acceptér dem. (Følg evt. min guide i selvaccept)

Mere Konkret Mod

Lad os sige at du ønsker at begynde at træne lidt hver dag, men du har for vane at have svært ved at motivere dig selv.

“Jeg har svært ved at motivere mig selv.” er således en sætning du skal sætte dig ned og acceptere følelserne af.

Start så med én armstrækning!

Problemet som mange ender i, er at de fokuserer på træningen og det de har svært ved, fremfor det de faktisk forsøger at få succes med.

Ønsker du at begynde at træne, men har svært ved at motivere dig, så er det ikke træningen der er vigtig.

Du skal altså ikke lære at motivere dig selv for at træne, men du skal træne for at lære at motivere dig selv.
Kan du godt høre hvad sætningen pludseligt betyder?

Én armstrækning om dagen er din bedste måde at starte på.
Kan du ikke tage en armstrækning, så lav ét squat, én mavebøjning, ét frøhop, én rygbøjning, etc.

Hvilken øvelse du specifikt laver er ikke vigtigt (så længe du ikke skader dig selv selvfølgelig).
Det skal blot være en måde hvorpå du føler og tænker at du er igang med at træne.

For at stille det op i en formel som du kan benytte får du det lige i trin:

Formel Til Forandring & Motivation

Jeg har skrevet eksemplet med træning i kursiv under hvert punkt.

  1. Hvad vil jeg gerne opnå?
    Begynde at træne lidt hver dag (15 minutter)
  2. Hvilke barrierer har jeg for dette?
    Jeg er ikke stærk nok
    Jeg kan ikke motivere mig selv
    Jeg har ikke tid
  3. Hvordan bryder jeg de barrierer?
    Jeg bliver stærkere ved at træne
    Jeg lærer ved at træne at motivere mig selv
    Jeg finder tid
  4. Hvad er første skridt på vejen mod mit mål?
    Jeg tager én armstrækning om dagen. Har jeg lyst til at tage flere så gør jeg det, men én kan jeg altid tage.

Tankeprocessen for at nå frem til det sidste svar kunne være noget i stil med:

Jeg vil gerne træne hver dag.
Jeg har svært ved at motivere mig selv.
Jeg har ikke lyst til at træne idag.
Jeg vil gerne blive bedre til at motivere mig selv.
Når jeg træner bare en smule, træner jeg at motivere mig selv.
Når jeg træner lidt hver dag bliver jeg bedre til at motivere mig selv.

Når jeg kan motivere mig selv er det nemt at træne hver dag.
Når jeg træner hver dag er jeg god til at motivere mig selv.

Modig – Kort fortalt!

Når du vil være modig og skabe forandringeri dit liv skal du vide hvad du vil have.

Du skal turde gøre ting du aldrig har gjort før for at blive til noget du aldrig har været.

Bryd de barrierer, der holder dig tilbage fra at nå dit mål.

Gør lidt hver dag – lad være med at tage munden for fuld. Sæt dine succeskriterier lavt og gør dine delmål opnåelige.

Hold et positivt mindset; du er lige hvor du skal være!
Lad dig ikke motivere af negative tanker og følelser.
(Frygt, mindreværd, usikkerhed, etc.)

Smid gerne en kommentar hvis i benytter min strategi og hvad i benytter den på.

Har du gode eksempler på mod i hverdagen vil jeg også meget gerne høre dem!

Sårbarhed og mod hænger unægteligt sammen!

2 thoughts on “Modig & Sårbar – Få Livet Du Ønsker Dig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *